Tilslutning
Alle borgere og virksomheder har krav på at blive tilsluttet elnettet.
Som netselskab er det vores opgave at sørge for, at elnettet i vores forsyningsområde har kapacitet nok til at imødekomme kundernes behov for tilslutning.
Tilslutningsproces
Tilslutningsprocessen til elnettet afhænger af flere faktorer, herunder typen af forbrug og geografisk placering. Der er forskel på, om du som privatkunde skal tilsluttes lavspændingsnettet, eller om det drejer sig om et større produktionsanlæg med højt forbrug, der eksempelvis skal tilsluttes ved en hovedstation.
Derfor kan det variere, hvor lang tid det tager at blive tilsluttet til elnettet. Den vigtigste faktor er, om der er tilstrækkelig kapacitet i elnettet, eller om der er behov for kapacitetsudvidelse.
Som privatkunde eller mindre erhvervsdrivende foregår kontakten til netselskabet gennem din elinstallatør, mens større erhvervsdrivende typisk har direkte kontakt til netselskabet eller gennem en rådgiver.
Eltilmelding
Som elinstallatør skal du bruge Eltilmelding.dk, når dine kunder skal tilsluttes elnettet i Thy, Thyholm og på Mors.
Eltilmelding.dk gør tilmeldingsprocessen nemmere og hurtigere. Platformen giver dig overblik over, hvor langt en sag er i processen, og den giver dig mulighed for at masseoprette blanketter og kommunikere direkte med netselskabet.
Se mere her: eltilmelding.dk
Installation af solceller og varmepumper
Som elinstallatør kan du henvende dig via formularen med forespørgsler samt tilmelding af solceller, varmepumper, nødstrømsanlæg mv.
Er du privatkunde med spørgsmål til installation af solceller eller andre anlæg, bedes du søge rådgivning hos din elinstallatør.
Sagsbehandlingstiden på screeninger og forespørgsler er op til 12 uger, mens den estimerede ventetid på tilmelding og efterbehandling er op til 8 uger. Dette gælder for både skriftlige og telefoniske henvendelser. Alle henvendelser behandles i den rækkefølge, de modtages i.