Overvejer du at få solceller?

 

Så bør du tage fat på en elinstallatør med det samme.

Årsagen er, at elinstallatøren skal tilmelde anlægget til netselskabet, før det bliver monteret og tilsluttet – det er nemlig en forudsætning for, at du som kunde kan få tilladelse til at bruge dit anlæg.

Når vi har modtaget tilmeldingen, laver vi en samlet vurdering af elnettets kapacitet – herunder om der er plads til mere elproduktion, om nettet skal forstærkes, eller om der skal findes et alternativt tilslutningspunkt.

Informationer på denne side omfatter kun tilslutning af solcelleanlæg under 50 kW.

Undgå unødvendig ventetid

Ved at få overblik over processen for nettilslutning kan du mindske risikoen for unødvendig ventetid og få dit solcelleanlæg i drift hurtigst muligt efter montering. 

 

Sådan foregår det, når et solcelleanlæg skal tilsluttes

1) Kontakt en elinstallatør
Vælg en autoriseret elinstallatør, der kan stå for hele processen og sikre, at alt bliver gjort korrekt.

2) Ansøgning om nettilslutning
Installatøren sender en ansøgning om tilmelding til netselskabet, som undersøger, om der er kapacitet i elnettet og et tilslutningspunkt.

3) Installation af solcelleanlægget
Solcelleanlægget bliver montereret, og elinstallatøren forbereder tilslutningen.

4) Godkendelse fra netselskabet 
Når netselskabet har behandlet ansøgningen og godkendt tilslutningen, får du besked af din elinstallatør om, at anlægget må tages i brug.

5) Anlægget sættes i drift
Når alt er installeret og godkendt, kan anlægget tages i brug, og eventuel overskudsstrøm bliver afregnet efter gældende regler.

FAQ

 

Hvor stort et solcelleanlæg kan jeg få tilsluttet?


Når netselskabet modtager en ansøgning om tilmelding, er der flere faktorer, som man vurderer ud fra.

Først og fremmest handler det om, hvor meget strøm du har ret til at bruge, altså din tilslutningsret eller ampererettighed. Derudover ser netselskabet på, om der er kapacitet i nettet til at tilslutte din installation.

I de fleste tilfælde vil der være tilstrækkelig kapacitet i elnettet til at tilslutte et solcelleanlæg på op til 10 kW, hvilket ofte medfører en kortere sagsbehandlingstid.

 

Hvor lang tid vil det tage at få tilsluttet et solcelleanlæg?


Når tilmeldingen er sendt til netselskabet fra din installatør, så vil der komme svar på mulighed for tilslutning inden for ca. 14 dage.

Svaret afhænger af, om der er plads i elnettet og om der er et tilslutningspunkt. Hvis begge dele er opfyldt, vil dit anlæg herefter kunne blive tilsluttet inden for 4 uger.

Hvis elnettet skal udbygges eller der skal etableres et tilslutningspunkt, skal du forvente en længere sagsbehandlingstid.

Hvad koster det at få tilsluttet et solcelleanlæg?


For anlæg på under 50kW vil der være et gebyr ved tilslutning på 1490 kr. + moms. Derudover vil der naturligvis være omkostninger til ens elinstallatør.

I de fleste tilfælde vil der ikke være behov for tilkøb af flere ampere til din eksisterende tilslutningsret.

 

Hvad er status på sagsbehandlingen af mit anlæg?


Hvis du som forbruger ønsker at kende status på din sagsbehandling, skal du tage fat i din elinstallatør, som har adgang til oplysninger om din sagsbehandling på eltilmelding.dk

Det skal du vide som forbruger

 

Hvis du overvejer at anskaffe solceller, så kontakt din elinstallatør allerede nu for at søge om tilmelding til elnettet.

Sådan sikrer du, at dit anlæg kan tilsluttes så hurtigt som muligt.

Det skal du vide som elinstallatør

 

Orienter dig om gældende regler og krav på elnet.dk, og tjek positivlisten for godkendte invertere.